KÆRE BRUGERE, STØTTEMEDLEMMER, TIDLIGERE BEHANDLERE, SAMARBEJDSPARTNERE OG ANDRE INTERESSEREDE
Julen er lige om hjørnet og det samme er det nye år. Vi vil derfor gøre status over året som er gået og de begivenheder, der har fundet sted.
2023 har budt på mange forandringer i cafeen. I november 2022 meddelte vores medarbejder, Kaj Larsen, der havde været hos os siden cafeens spæde start, at han ville stoppe i slutningen af januar for i stedet at få et fuldtidsarbejde på rusmiddelcentret.
Den 31. januar 2023 blev der afholdt en afskedsreception i cafeen. Undertegnede holdt en tale for Kaj, hvor jeg på bestyrelsens vegne takkede ham for hans indsats i de 8 år, der var gået. Jeg fremhævede hans altid rolige og behagelige væsen. Det gode humør, som smitter af på de mennesker, han er i kontakt med.
Kaj har haft stor omsorg for alle os brugere, og vi har vidst at vi trygt kunne komme til ham, hvis vi havde brug for hjælp, hvilket mange også har benyttet sig af. Vi, der arbejder frivilligt for cafeen, har også altid haft hans fulde opbakning, og han har heller ikke været bleg for selv at give en ekstra hånd. Kaj er – og vil blive savnet i cafeen.
GODDAG TIL MIE VILLADSEN
Mens vi brugte januar på at tage afsked med Kaj Larsen væltede det ind med ansøgninger til den ny opslåede stilling, som var kommet på Kommunens jobside pr. 1. januar 2023. Vi søgte en medarbejder i en kombineret stilling, hvor vedkommende skulle være rusmiddelvejleder i ungetemaet 24 timer om ugen og cafemedarbejder 13 timer om ugen. En god kombination, idet vi samtidig håbede, at vedkommende ville kunne lokke nogle flere unge til at begynde at komme i cafeen.
Vedkommende skulle samarbejde med vores nuværende peer-medarbejder, Pytte Hertz Würtz, der samtidig blev sat op i tid til 15 timer om ugen.
Vi fik ca. 100 ansøgninger, men overskriften “Cafemedarbejder” havde betydet, at mange med barista kursus også havde prøvet lykken og nemt kunne sorteres fra.
Ansættelsesudvalget havde forholdsvis nemt ved at udpege de fire personer der skulle til samtale, og til samtalerne var der også bred enighed om, hvem der skulle ansættes.
Valget faldt på Mie Villadsen. En 52-årig kvinde fra Randers der kom fra en stilling som rusmiddelvejleder på Rusmiddelcentret i Hobro.
Den 1. april 2023 startede Mie i cafeen, hvor hun blev taget rigtig godt i mod. Hun er ved at være faldet godt til i huset, og viser stor omsorg og interesse overfor brugerne og de aktiviteter der forgår i cafeen.
NYE ORGANISATIONS- OG ARBEJDSGANGE
Ikke nok med at vi har fået et nyt medarbejderteam, vi har også indført nye organisations- og arbejdsgange i cafeen. Vi har nedlagt brugerrådet, og i stedet nedsat en bestyrelse der får mange opgaver og flere beføjelser. Og så vil der blive afholdt flere husmøder.
MEDLEMSPROGRAM
Da det pr. 1. januar 2024 er lovbestemt at alle regnskabsbilag skal føres elektronisk, har cafeen været nødt til at anskaffe sig et regnskabsprogram. Vi er endda gået så langt at vi har købt medlemsprogrammet Conventus, som indeholder alle de funktioner en forening kan få brug for. Programmet er blevet integreret med vores hjemmeside således, at vores brugere nu kan tilmelde sig vores arrangementer via vores hjemmeside.
HAVE PROJEKT
I foråret besluttede en gruppe på 6 personer sig for at lave et solhjørne/ bålsted i trekanten ved el-huset i vores gård. Det var et stort projekt som strakte sig over mange weekender og aftener, og det har også trukket penge i foreningskassen, men vi er utrolig glade for projektet, og håber at vi og andre får stor glæde af det fremover.
AKTIVITETER
Aktivitetslisten har ikke været så omfattende i år. Deltagerinteressen har ikke været så stor. Jeg tror fortsat vi kæmper lidt med at komme op i gear efter corona.
I juli 2023 var vi på Ferie Camp på Langvang Stadion. Det øsregnede det meste af ugen, hvilket gjorde at mange deltagere tog hjem og mange aktiviteter blev aflyst. Heldigvis kom vi både til at spille petanque og dart. Det er cafeens favoritdiscipliner. Og det endte også godt i dart. Her fik Pytte Hertz Würtz en førsteplads i A-rækken og Brian Isborg Simonsen en tredjeplads i B-rækken.
I august afholdt vi cafeens 7-års fødselsdag. Det var en dejlig dag med høj solskin. Der var fødselsdagskage og petanqueturnering om eftermiddagen, og festmiddag og banko med gode præmier om aftenen. De tidligere ”ansatte” i cafeen, Yrsa Isaksen, Britt Monsson, og Kaj Larsen deltog som gæster.
I november deltog 32 personer i en bowling tur hvor vi bowlede i en time og derefter spiste buffet. Det var en rigtig hyggelig aften.
Her i efteråret har vi desværre haft et faldende deltagerantal, så åbningstiden om torsdagen er ændret fra kl. 12.00 – 20.00 til 12.00 – 16.00 og nu er begge medarbejdere der på samme tid. Det var ærgerligt at vi ikke kunne få endnu en fællesspisningsaften op at stå, men behovet er der tilsyneladende ikke i øjeblikket. Opstår behovet tager vi problemstillingen op igen.
Glædelig jul og et godt nytår på Cafe Rusfri’s vegne
Anette Juul Sørensen
Formand for Cafe Rusfri's Venner
Comments